PPORD-undtagelse

I henhold til REACH er der ingen forpligtelse til at registrere stoffer i mængder på under 1 ton årligt.

For yderligere at fremme innovation er også stoffer, der anvendes til videnskabelig forskning og udvikling (SR&D) i mængder på under 1 ton årligt, undtaget fra registrering og begrænsning.

Stoffer, der anvendes i en mængde på over 1 ton årligt til produkt- og procesorienteret forskning og udvikling (PPORD), kan desuden fritages fra registreringspligten for en periode på fem år. For at benytte sig af denne fritagelse skal virksomheden indsende en PPORD-anmeldelse til ECHA.

I PPORD-anmeldelsen skal virksomheden angive:

  • oplysninger om stoffets identitet,
  • dets klassificering,
  • oplysninger om PPORD-programmet, og
  • den mængde af stoffet, der forventes fremstillet eller importeret i løbet af den femårige fritagelsesperiode.

ECHA vurderer PPORD-anmeldelsen og kan pålægge betingelser for PPORD-fritagelsen. Producenten eller importøren af stoffet skal efterkomme de pålagte betingelser og informere de kunder, der er inddraget i den pågældende PPORD.

Hvis det stof, der anvendes til PPORD, er underlagt begrænsning eller godkendelse, vil det i de pågældende afgørelser blive fastlagt, hvordan bestemmelserne finder anvendelse på PPORD. Afgørelserne vil desuden fastlægge de maksimale mængder af stoffet, PPORD-fritagelsen kan omfatte.