Hvad skal du overveje for din virksomhed?

Påvisning af sikker anvendelse af dit stof i et registreringsdossier kræver en væsentlig investering af tid, penge og ekspertise.

Du får brug for dialog og — normalt — kontraktmæssige aftaler med medregistrerende virksomheder om, hvordan omkostningerne ved de nødvendige faredata og hertil hørende arbejde med risikovurdering deles. Du får også brug for at aftale, hvordan denne information vises i registreringsdossieret.

Husk, at med registreringen bliver du i stand til at vise dine kunder, at du er en ansvarlig leverandør, som har bidraget til den sikrest mulige anvendelse af kemikalier. 

 

1. Hvilket marked har du for dine stoffer?

Kend dine kunders behov
Oplys dine kunder om din hensigt at registrere i god tid, så du kan få en forståelse for efterspørgslen efter stoffet.

Tag den forventelige regulering af stoffet i betragtning
Betyder stoffets iboende egenskaber, at det kan udgøre en risiko for helbred eller miljø? Er det tilfældet, kan det i nær fremtid være på vej til udfasning under andre REACH-processer såsom autorisering.

2. Hvordan påvirker REACH-registreringen din virksomhed?

Beslut din registreringstype
Indenfor hvilket mængdeinterval påtænker du at registrere dit stof?  Er din registrering kun til mellemfaldende anvendelser under strengt kontrollerede betingelser? De krævede data og omkostninger i forbindelse med din registrering varierer meget alt efter mængdeintervallet og registreringstypen.

Indsaml og vurdér den tilgængelige information om dit stof
På grundlag af registreringstypen skal du indsamle informationen om dit stof og dets påvirkning af helbred og miljø. Dette er ekspertarbejde. Har du ekspertisen i din egen virksomhed, eller skal du indkøbe den udefra?

Udarbejd dit eget registreringsdossier
Selv om hovedparten af informationen forventeligt kan indleveres sammen med andre virksomheder, kræves noget information fra hver enkelt registrant. Du skal beslutte, om dette arbejde indkøbes udefra eller udføres i din egen virksomhed.

Beregn REACH-registreringsgebyret
REACH-registrering kræver betaling af et gebyr til ECHA afhængigt at mængdeinterval, registreringstype og din virksomheds størrelse.

Små og mellemstore virksomheder nyder godt af lavere registreringsgebyrer. Du skal omhyggeligt kontrollere, om du falder ind under denne kategori, eftersom ECHA senere kan forlange dokumentation.

Kortlæg dit stofs anvendelser og anvendelsesforhold til egen brug og til anvendelser i din forsyningskæde
Har du anvendelser, som du ønsker at holde fortrolige? Hvis det angår et stof, som du ønsker at registrere i mængdeintervallet 10 tons eller mere årligt, skal du selv udføre en kemikaliesikkerhedsvurdering for dette stof.

Kender du dine kunders nøgleanvendelser af dit stof? Hvilke anvendelser ønsker du at understøtte i din registrering?

Har du et godt kendskab til dine kunder og leverandører? Hvis det er tilfældet, kan du sandsynligvis påregne hjælp fra dem til indsamling af information til din registrering. Hvis ikke, må du reservere tid og ressourcer til at grave de nødvendige data frem.

Tilhører du en brancheorganisation? Hvis det er tilfældet, har den organiseret arbejdet med indsamling af information om anvendelser? I modsat fald kan det være nødvendigt for dig at indsamle denne information selv.

Hold registreringen opdateret
Efter registreringen skal du holde dine registreringer opdateret. For eksempel skal nye anvendelser vurderes til påvisning af, at de er sikre og omfattet af registreringen. Myndigheder kan også bede om opdateringer. Afsæt ressourcer til udarbejdelse af opdateringerne.

3. Du skal arbejde sammen med andre virksomheder

Find dine medregistranter
Hvis du har medregistranter for dit stof, forventes du at dele registreringsomkostningerne med dem. Dette vil reducere omkostningerne for hver enkelt. Fælles registrering bidrager også til, at arbejde og dyreforsøg ikke skal udføres dobbelt.

Det kan også være, at du er den eneste, der registrerer stoffet. Selv om dette betyder, at du ikke skal bruge ressourcer på at samarbejde med andre, så falder hele registreringsarbejdet på dig.

Igangsæt samarbejdet med dine medregistranter
Medregistranter skal aftale, hvordan de samarbejder.

Hvis du opbygger samarbejdet fra nul, kommer du til at investere tid og ressourcer i opstartsfasen.

Hvis dit stof allerede er registreret, er din registreringsproces sædvanligvis hurtigere og består for det meste i at aftale deling af data og omkostninger med de eksisterende registranter.

Spil sammen med dine medregistranter
Du skal aftale indholdet af den fælles registrering med dine medregistranter. Dette betyder, at du kommer til at investere i samarbejdsaktiviteter såsom møder eller netkonferencer.

Vurdér den information, som I har som en gruppe af medregistranter
På grundlag af din registreringstype og den information, som dine medregistranter har fundet, kommer du til at overveje informationens pålidelighed såvel som dens relevans. Dette er ekspertarbejde. Du må sammen med dine medregistranter beslutte, hvorvidt løsningen af denne opgave skal indkøbes udefra.

Forhandl om deling af data
Dataejere er berettiget til godtgørelse herfor. Du skal sætte ressourcer af til disse forhandlinger.

Få den manglende information til din registrering
Hvis du eller dine medregistranter ikke har alle data, som kræves til registreringen, må du beslutte den bedste fremgangsmåde til at udbedre datamanglerne. Dette er ekspertarbejde. Du må sammen med dine medregistranter beslutte, hvorvidt løsningen af denne opgave skal indkøbes udefra.

Husk, at forsøg med hvirveldyr kun må benyttes som sidste udvej.

Udarbejd det fælles registreringsdossier
Registreringsinformationen skal indtastes i registreringsdossieret felt for felt. Du må sammen med dine medregistranter beslutte, hvorvidt løsningen af denne opgave skal indkøbes udefra.

Hold din registrering opdateret
Efter registrering skal du også holde den fælles del af dine registreringer opdateret. Herudover kan myndigheder kræve opdateringer. Afsæt ressourcer til udarbejdelse af opdateringerne og aftal en opdateringsproces med dine medregistranter.

 

4. Hvordan arbejdet organiseres internt

Forenkl dine interne processer til REACH-registrering
Udarbejdelse af en registrering kan tage et helt år. Hvis ingen information om farekilder er til rådighed, kan der gå endnu længere tid. Hvis du har flere stoffer at registrere, udarbejd da en klar projektplan, så du kan håndtere arbejdsmængden.

Kender dine kolleger til REACH, og hvad det betyder for din virksomhed? På langt sigt betaler det sig at have et internt følgesystem til REACH-sager. Du kan for eksempel have brug for at involvere fakturering, salg og kolleger, som udarbejder sikkerhedsdatabladene.

Læg planer for, hvordan du kan følge mængderne af stoffet i din virksomhed. For et enkelt stof kan du for eksempel have indførsel fra forskellige lande, mellemfaldende og ikke-mellemfaldende anvendelser, eller indførsel af stoffet som sådant og i blandinger — alt dette vil indvirke på dine pligter.

Forudse behovet for at revidere dine sikkerhedsdatablade
Ny information indsamlet i løbet af registreringsprocessen kan føre til ændringer, for eksempel i stoffets klassificering, og der kan være brug for at opdatere sikkerhedsdatabladene. Når sikkerhedsdatabladet er opdateret, skal du bilægge eksponeringsscenarier for farlige stoffer, som er registreret i mængdeintervallet 10 tons eller herover årligt.